Bliver COVID-19 en undskyldning for dig, nu hvor vi skal til at opgøre 2. kvartal? En undskyldning for manglende vækst? 

Vi er næsten færdige med kvartalet. Der er stadig 7 dage at løbe på, før vi skal i gang med 3. kvartal. Det interessante er følgende: Hvis du gør med Corona, som rigtig mange har gjort før dig med andre hændelser, og bruger det som en undskyldning for, hvorfor væksten ikke kom, hvorfor I ikke nåede jeres mål, så er du ikke alene!

Jeg har arbejdet med en stor global virksomhed, der har givet en forkold sommer skylden for manglende vækst i 2. kvartal. Og jeg har arbejdet med en global Fortune 100 virksomhed, der har givet en for varm sommer, skylden for manglende vækst i 2. kvartal.

Mit spørgsmål til dem var:

“Når nu årsagen til den manglende vækst ligger uden for jer selv. Ligger årsagen til god eller fremragende vækst de andre år så også uden for jer selv?”

Det, der er problemet er, at rigtig mange kan være er fristet til at bruge Corona som en undskyldning i år. Og det er klart en disruption af os alle og en stor omvæltning. Nogle brancher er rigtig hårdt ramt, men endnu flere vil ty til Corona, som en bekvem undskyldning.

Men der ligger en enorm styrke og læring at hente i at afstå fra at give udefrakommende omstændigheder ansvaret for ens resultater. En kraft i at tage 100% ejerskab uanset Coronas påvirkning eller ej.

Som eksempel blev dele af detailhandlen hårdt ramt over hele landet. Men lige nu og de sidste 14 dage har gågaden i f.eks. Tønder været fyldt af mennesker, der handler i butikker, spiser på cafeer, køber is og overnatter på hoteller. Det sker i store dele af Danmark. Og ikke for at forklejne følgerne af Corona for hverken detailhandlen eller det øvrige erhvervsliv, men lige nu er der – som en følge af nedlukningen – en mulighed i detailhandlen for at accelerere salget til den bedste juli nogensinde.

Der er en unik mulighed for at gøre et rigtig godt indtryk på helt nye kunder, der ellers ville ha’ taget udenlands. Der er mulighed for at bygge en ny kundebase op, mulighed for at nå kunder på en måde, der aldrig ville ha’ været mulig før. Holde fast i dem bl.a. via nethandel, sociale medier og uforglemmelig kundeservice. Bygge et endnu stærkere fundament for fremtiden. Det kræver knofedt og lange dage. Men muligheden er der. Sådan er det i mange virksomheder.

Og det interessante er, at hvis du tager ansvar – også for resultaterne i 2. kvartal og under Corona – så efterlader det dig med et handlerum, som du ikke har, når du giver pandemien, vejret eller noget tredje skylden.

Tager du derimod 100% ansvar for dine resultater, uanset om du er leder eller medarbejder, om resultaterne er gode eller dårlige, så åbner det muligheden for at handle, sætte retning, innovere og gøre bedre. 

Hånden på hjertet så er jeg om nogen fristet til at give Corona skylden for rigtig mange ting. Og jeg tror, det er menneskeligt. Det gør det bare ikke bedre. For hvis vi afstår fra at fralægge os ansvaret, og tør granske os selv og spørge os selv: Hvad var det, vi havde tænkt, at vi skulle have gjort i vores organisation og vores liv? Som vi ikke fik gjort, men som vi godt ved, ville ha’ styrket os også retrospektivt under Corona?

F.eks. i forhold til at digitalisere ikke bare vores produkter og services men også forretningsgange, markedsføring, kommunikation og processer i vores virksomheder. Ordne vores data. Hvordan havde vi i vores strategi tænkt, at vi skulle nå kunder? Kunder flytter sig hele tiden – det vidste vi også før Corona. Hvordan er det vi hele tiden tænker og operationaliserer det: Hvor er vores kunder nu? Hvor er de på vej hen? Hvad kan vi så betjene dem med? Hvordan kan vi hjælpe dem nu og fremover og om 3 år? Hvordan får vi dem i tale? 

De tanker har vi jo alle sammen tænkt og mange har brugt dyre konsulenttimer på at skrive dem ned i en strategi. Der er bare rigtig mange, der ikke har eksekveret på dem. Men det har jo ikke noget med Corona at gøre. Det har med manglende eksekvering at gøre. Og det har eksisteret lige så længe som menneskeheden.

Så jeg håber, at Corona ikke bliver en undskyldning for dig. Men gør den det, så prøv at se om du kan lade være alligevel, og prøv at tag ansvaret fuldt ud og sig, at uanset Corona eller ej, så er ansvaret for 2. kvartal dit og jeres – og kun dit og jeres – og det betyder, du kan handle og gøre det endnu bedre i næste kvartal.

Tak for din tilmelding!

Vi har netop sendt dig en email med link download til e-bogen Genstart.

Nyhedsbrev