Dansk landbrug bør engagere sig i kunstige fødevarer

Udviklingen af kunstigt fremstillede fødevarer går lynhurtigt, og dansk landbrug gør klogt i at være med på vognen. Det mener Lone Thier, ekspert i disruption.

Den teknologiske udvikling går så hurtigt, at landbruget om få år kan stå over for en revolution eller ’disruption’, som kan blive lige så omvæltende, som da traktorerne på år afløste arbejdshestene i landbruget i 1950erne.

Det forudser Lone Thier, virksomhedsrådgiver og ekspert i ’disruption’.

Et af de områder, hvor forandringerne måske vil ske hurtigere, end de fleste af os har fantasi til at forestille os, er inden for nye metoder til fødevareproduktion, hvor store gennembrud formentlig kan forventes om få år.

De mest fremsynede virksomheder – som teknologigiganterne Google, Amazon og Apple – er allerede på banen med investeringer på området, fortalte Lone Thier, da hun for nylig talte for kvægproducenter til en kongres i Herning.

»Det her er alt for potent og farligt til IKKE at gå ind i,« sagde Lone Thier.

IKKE SCIENCE FICTION

Lone Thier advarer om, at udviklingen går så lynhurtigt, at de mange virksomheder og lande, som for tiden forsker og udvikler inden for alternativ fødevareproduktion, om få år kan være klar med produkter, der vil kunne konkurrere med traditionelle fødevarer på både pris og kvalitet.

Derfor bør danske landmænd, som via deres internationale andelsselskaber hører til de rigeste og mest avancerede landbrugserhverv i verden, være med i forreste række med investeringer og engagement på området, mener Lone Thier.

For udviklingen kommer, og vinderne bliver de, der kan gribe den og vende den til sin fordel, mener Lone Thier.

Hun omtalte en række af de mange virksomheder i bl.a. USA, som allerede i en årrække har arbejdet med at udvikle nye metoder inden for fødevareproduktion. Med at fremstille ’kød’ af planter eller celler fra dyr som kvæg, kyllinger eller ænder. Producere mælk fra et enkelt mælkeprotein. Og dyrke planter, som ikke har vokset i solen eller haft rødder i jorden.

LØSER PROBLEMER

De nye ’kunstige’ fødevarer tilbyder svar på en lang række af klodens udfordringer med sult, klima, bæredygtighed, forbrug af areal og andre ressourcer. Derfor bør deres potentiale ikke undervurderes, lød budskabet.

»Man kan da godt sætte spørgsmålstegn ved det bæredygtige i at producere mælk i Sønderjylland, som bliver lavet til pulver, som sælges til Kina. Hvis man kan producere det lokalt på et laboratorium«, sagde Lone Thier.

BLIVER BILLIGERE

Indtil videre er fremstillingsprisen på de nye produkter generelt så høj, at de ikke har en chance hos almindelige forbrugere, forklarede Lone Thier. Hos den amerikanske virkomhed Memphis Meat, hvor man eksperimenterer med at isolere celler fra forskellige dyr og fremstille kød ad den vej, er produktionsprisen for et pund kød f.eks. p.t. 18.000 dollar.

»Men pointen er, at teknologier fordobles til samme pris på halvandet år. Det udvikler sig med lynets hast. Og med samme hast falder prisen«, sagde Lone Thier.

Hun har selv ved et besøg i USA smagt på en rent plantebaseret burger »The Impossible Burger«, som saftede, ’blødte’ – og ikke mindst smagte som den ægte vare.

»Da jeg smagte den, var jeg nødt til at gå ud i køkkenet og spørge, om det virkelig ikke var kød«.

VERTIKALE FARME

Lone Thier fortalte videre om ’Aerofarms’ i Newark, også USA, hvor man dyrker salatgrønt i mange variationer på hylder i tårnhøje kæmpereoler i en stor hal, en ’vertikal farm’.

Planterne spirer og gror i en slags dug af genbrugsflasker i et helt lukket og computerstyret miljø, uden jord eller sollys, i skæret fra LED-lamper. Vandforbruget er 95 pct. mindre end i traditionel planteproduktion, planterne vokser på forstøvet vand tilsat mineraler og næringsstoffer. Ukrudt eller insekter findes ikke i det kontrollerede miljø, så bekæmpelsesmidler er ikke nødvendige.

Ikea er involveret i projektet, fortalte Lone Thier.

Virksomheden Perfect Day udvikler kunstig mælk og mejeriprodukter på proteinkæder, der angiveligt genskaber den ægte vare.

»Perfect Day forhandler om partnerskab med verdens tre største mejerier. Arla er vist ikke ét af dem«, sagde Lone Thier.

Hun opfordrede landmændene til at bruge deres ejerskab af andelsvirksomhederne til at ’tage action’.

»Tænk på fremtiden, I er de nærmeste til det«, sagde hun.

Arla har ikke ønsket at kommentere.

 

Indlægget blev bragt her:

https://landbrugsavisen.dk/ekspert-i-forandring-dansk-landbrug-b%C3%B8r-engagere-sig-i-kunstige-f%C3%B8devarer